Pause i udgivelse af Quarterly Analytics prisdata
Som følge af ekstraordinære forhold i it-driftsmarkedet udgiver Quarterly Analytics ikke prisdata for Q1 2026. Her giver vi svar på de mest almindelige spørgsmål om situationen.
Hvorfor offentliggør Quarterly Analytics ikke prisdata for Q1 2026?
Markedet for driftsydelser er i øjeblikket præget af usædvanlig stor kommerciel usikkerhed som følge af markant stigende priser på indkøb af hardware. Det gør markedet så volatilt, at vi – helt ekstraordinært og for første gang i de 13 år, Quarterly Analytics har eksisteret – har valgt at suspendere offentliggørelsen af nye prisdata i ét kvartal. Konkret betyder det, at der ikke bliver offentliggjort enhedspriser og indeks for Q1 2026 i forbindelse med researchpakken i juni.
Hvad gør den nuværende situation særlig?
Prisen for indkøb af hardware er steget markant på kort tid – og ser fortsat ud til at stige. Leverandører, der skal forny hardware eller investere i ny kapacitet, vil derfor opleve højere omkostninger og kan være nødt til at hæve priserne på deres ydelser. Leverandører med ledig kapacitet, som er indkøbt før prisstigningerne, kan derimod vælge fortsat at levere til de hidtidige markedspriser. De stigende hardwarepriser påvirker leverandørerne forskelligt, og de kan derfor ramme markedet med forsinket effekt.
I et marked, hvor enhedspriserne på driftsydelser historisk har været faldende, kræver det et omfattende datagrundlag at fastslå, at markedsprisen reelt er steget. Det er først, når det kan dokumenteres, at leverandørerne generelt ikke længere kan levere til den nuværende benchmarkpris, at der er grundlag for at konkludere, at markedet har bevæget sig til et nyt prisniveau. Enkelte prisstigninger er derfor ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation for en stigende markedspris, men de kan være de første tegn på en udvikling, som først bliver tydelig, når der foreligger flere data.
Er dette en permanent ændring?
Nej. Beslutningen er en ekstraordinær og midlertidig foranstaltning, som alene skyldes de aktuelle markedsforhold. Målet er at sikre, at de prisdata, vi offentliggør, fortsat er så pålidelige og anvendelige som muligt.
Hvornår offentliggøres prisdata igen?
Vi genoptager offentliggørelsen med researchpakken i september, hvor prisdata for Q2 2026 vil blive udgivet. Indtil da indsamler og analyserer vi aktuelle markedsdata for at kunne præsentere et robust og retvisende billede af prisudviklingen i et marked, der fortsat er under stor forandring.
Hvad gør jeg som kunde eller leverandører, der anvender indekset til prisregulering?
Vi anbefaler, at kunder og leverandører fortsætter med at anvende værdierne fra det senest offentliggjorte kvartal, indtil nye prisdata bliver tilgængelige.
Det er som skrevet en ”first” for os, men som altid: Hvis du har spørgsmål, så tøv ikke med at skrive til os på qa@zangenberg.biz