Benchmarkklausuler I it-driftsaftaler
Benchmarking er et af de stærkeste og mest præcise redskaber, der kan sikre, at prisen i en driftsaftale forbliver markedskonform over hele perioden. I denne artikel gennemgår vi de vigtigste elementer i en benchmark-klausul og de valg, der bør træffes, når klausulen udformes.
I længerevarende it-driftsaftaler er det fra et økonomisk perspektiv afgørende at sikre, at prisen for de modtagne ydelser forbliver markedskonforme i hele aftaleperioden.
Markedsprisen på driftsydelser kan udvikle sig betydeligt i løbet af en aftales løbetid. Det sker blandt andet fordi teknologisk udvikling, effektiviseringer med mere over tid kan køre det billigere levere den samme mængde kapacitet. Omvendt kan faktorer som f.eks. stigende priser på hardware og software i perioder gøre leverancerne mere omkostningstunge for leverandørerne.
Benchmarking er en mekanisme, der kan bruges til at få justeret priserne til det rette niveau.
En benchmark er grundlæggende en sammenligning af priserne i aftalen med priserne på tilsvarende ydelser i markedet. Formålet er at finde ud af, om priserne i aftalen fortsat svarer til markedsniveauet.
I denne artikel gennemgår vi de vigtigste elementer i en benchmark-klausul og de valg, der bør træffes, når klausulen udformes. Det gælder blandt andet valg af benchmarkmetode, hvem der kan iværksætte en benchmark, hvilke parametre der skal normaliseres for at sikre et retvisende sammenligningsgrundlag, samt hvordan resultatet af benchmarken skal kunne føre til en regulering af priserne.

